Vi glæder os til at se dig til endnu en fantastisk dag i uniparken den 14. september 2012!

Om Storfredag


Studenterrådet ved Aarhus Universitet og Aarhus Universitets-Sport (AUS) afholder hvert år ved studiestart Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag. Det er en kæmpe sports-og festdag for de studerende ved Aarhus Universitet og andre videregående uddannelser i Aarhus.
Arrangementet afholdes altid den anden fredag i september, og i 2012 er det derfor den 14. september, at  universitetets baghave bliver fyldt med tusindvis af festende studerende.

Formålet med Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag er at skabe et arrangement, der kan give de mange aarhusianske studerende en mulighed for at feste sammen på kryds og tværs af uddannelser og årgange, samt at give dem en følelse af at være en del af et større fællesskab.

Om formiddagen starter de forskellige idrætsforeninger under AUS Idrætsdagen med forskellige turneringer. De studerende kan tilmelde sig idrætsdagen og dyste mod hinanden i en lang række forskellige sportsgrene, der spænder lige fra volley og håndbold til skak, fægtning og det traditionsrige kajkagekast.

Fra klokken 13 og frem til midnat vil der være fed musik på tre forskellige scener på pladsen. Musikprogrammet er sammensat, så der er lidt for enhver smag. Et af teltene er et DJ-telt, Studenterhus Aarhus står for musikken i et andet, og i det store telt vil der om aftenen blandt andet være koncerter med hovednavnene When Saints Go Machine og The Blue Van.

På trods af dårligt vejr deltog omkring 8.000 studerende i Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag i 2010, og håbet for 2012 er, at mindst ligeså mange studerende vil dukke op og være med til at skabe semestrets største og fedeste fest!

Hvis du vil have et indtryk af dagen, kan du se billeder fra 2010 her.